Sansning

Af Theis Coermann

Da jeg første gang smagte på ordet, var det ikke ligefrem lækkert, men det var stadig en interessant smagsoplevelse. En smule bittert men også stærkt, smagsfyldt og nyt. Jeg havde aldrig smagt noget lignende før. Nu har jeg smagt på så meget Corona, at jeg væmmes ved tanken om endnu en mundfuld. Alt det stærke, smagfulde og nye ved Corona er væk. Nu er det blot en tom bitterhed, lidt ligesom en dårlig vin eller gamle vindruer. En bitterhed man helst vil være foruden.

Essay (uddrag)

Af Esther Gjerluf Sinding.

14 dages ferie virkede da helt overskueligt, det kunne vi alle trænge til. Plus man gjorde jo noget godt for samfundet ved at blive hjemme. Samfundssind - det var en win-win situation.

 

Dovendyret inde i mig frydede sig over, at 14 dage på langs nu ville blive en realitet. Det var noget, man aldrig ville turde drømme om! Slut med aktive familieferier, hvor hvert eneste bjerg på Mallorca skulle bestiges. Slut med sommerhusture til ingenmandsland oppe i Nordsverige, slut med stress og jag.

 

Det var da også fedt nok torsdagen efter, hvor hele Danmark lå i en “corona-rus”, som hvis vi alle havde været på den vildeste druktur, dog forstyrret af de 60.000 overskudsagtige løbere, der rundt om søerne endelig havde god tid til 5 kilometers-morgenturen. Det var et idyllisk scenarie. Alt var perfekt. 90.000 ruller toiletpapir stod stablet som en kunstudstilling rundt i de danske hjem, og håndspritten var lukket godt inde i pengeskabet: “De stiger jo i værdi”.

Jeg tror der gik 3 timer, før det gik op for mig, at det her ikke ville blive som den hjemlige charterferie, jeg havde forestillet mig. Samtalen på gruppechatten kørte for fuld drøn igen, nu bare uden et positivt budskab:

 

“JEG ER VED AT BLIVE SINDSSYG, HVORDAN SKAL JEG VÆRE 14 DAGE SAMMEN MED MIN FAMILIE”.

 

“VENNER JEG GÅR UD AF MIT GODE SKIND, HVIS JEG SKAL BLIVE HJEMME ÉT SEKUND LÆNGERE.”

“Kan jeg ikke bare få corona og dø?” 

 

“Lol” tænkte jeg. De mennesker, der 24 timer tidligere havde bedt til Gud om, at skolerne ville lukke, stod nu og følte sig indespærrede og alene. Man havde jo aldrig i sin vildeste fantasi forestillet sig, at man nu heller ikke kunne være sammen med venner og tage til fest! Det var da for dårligt, og hende der Mette Frederiksen var da bare den største idiot. 

 


 

Lyrik

Af Frederik Worch Romberg Hansen 

Det var de bedste tider
Det var de værste tider
Himlens vinduer blev åbnet
Og regnen faldt over jorden
Fyrre dage og fyrre nætter
Det er en øde ørken
Vi vandrer busken brænder vand bliver blod
Generation på generation krise på krise
Plage efter plage perler på en snor
En brik vælter en brik
Vi er i karantæne i inddæmning i containment
Ikke kommunisme ikke kapitalisme
Os vi venter som munke låst i asketisk afhold
Livets og længslens lænker rundtosset
Svimmel og kvalme
Hvorfor venter vi?

Sansning

Af Ida Hjort Buhl

Stemningen i Bilka er stille, som på voksenafdelingen på biblioteket, og folk haster fra den ene vare til den næste. Der er ingen, der hyggekøber i tøjafdelingen eller blandt billige hårfarver. Ingen blinker til sig selv i fedtede makeup-spejle for at vurdere testprodukter. Gangene i elektronikafdelingen er tomme, og den eneste bevægelse er tv-skærmenes flakkende billeder som en stille bøn om opmærksomhed.